TÆNK - TAST - TAL
- Bo Jørgensen
- 21. maj 2024
- 2 min læsning
Opdateret: 17. sep. 2024

Er der en fysisk knap man skal trykke ind på en militærradio?
Det spørgsmål blev jeg stillet i går. Afsenderen refererede til remsen TÆNK - TAST - TAL. De af os der har været forbi forsvaret før den digitale tidsalder, ved hvad jeg taler om. Måske er remsen stadig aktuel i den verden.
Jeg svarede følgende:
En ‘gammel’ militærradio har envejskommunikation. Altså kan du enten modtage eller sende et radiosignal/lyd. Ikke begge samtidig, som på vores mobiltelefoner eller det gamle fastnet.
På mikrofonen eller radioens ‘krop’ sidder en knap, der skal trykkes ind for at dit talesignal går igennem. Når du taster, afbryder det samtidig forbindelsen til modtagersignalet.
Så - hvis du vil sikre tydelig og klar kommunikation, der er forståeligt for begge parter, skal du være sikker på at ‘den anden’ er færdig med at tale (med tasten inde), før du trykker din tast ind og overtager linjen til dit signal.
Glemmer du at holde tasteknappen inde når du taler, går signalet ikke igennem. Glemmer du at slippe tasten når du er færdig med at tale, kan ‘den anden’ ikke komme igennem med sit signal til dig.
TÆNK - TAST - TAL bruges ofte som erindring om først at beslutte hvad du vil kommunikere kort og præcist, for så at skabe forbindelse til modtageren, og først derefter aflevere dit budskab.
I modsætning til bare at tale langt og løst, uden at sikre modtagerens opmærksomhed og en klar præmis for kommunikationen.
- - -
Verden er blevet en anden, siden jeg brugte radio 361 og 371 i forsvaret. Remsen som rettesnor for den gode kommunikation er dog stadig gældende.
Vi hører bedst den andens budskab, når vi selv er tavse og lyttende. Og så kan vi jo holde knappen inde bagefter, når det er vores tur til at tale og blive lyttet til…
.png)


